Ejegod Mølle 2016

I sommeren 2016 - helt præcist fredag den 10. juni - blev der spist velfortjent smørrebrød med tømrer C. Palle og hans medarbejdere ved den gamle mølle. Solen skinnede, der var en frisk vind, og vi sad i det fri med udsigt til møllen, hvor vingerne kørte velfornøjet rundt.

Årsagen var, at arbejdet med udskiftning af spåner på møllekroppen var afsluttet. Med i arbejdet var også udskiftning af nogle stolper, en hel del underbrædder, 3 døre til omgangen og helt ny inddækning af kobber ved alle døre og vinduer. C. Palle og hans medarbejdere havde udført en flot arbejde og på en tid ingen havde håbet eller troet muligt. 

Inden stilladset omkring møllen blev fjernet, var alle de ny spåner smurt 2 gange med finsk trætjære af møllelauget. Alt dette var nået denne dejlige sommerdag i juni.

Kulturstyrelsen godkendte vort reviderede byggeregnskab for etapen uden anmærkning og al økonomien om kring denne faldt også på plads i august/september.

Dage med en let frisk vind brugte møllelauget i at øve sig på at køre med møllen.